Compagnie Pal Frenak  | Foundation for Contemporary Dance and Sign Theater - HU18093982 | privacy policy & cookies policy | info@frenak.hu

Det andet jeg

03.01.2011

Af Torben Kastrup


Til maj kan man opleve fransk/ungarske Pál Frenák på Musikteatret Baltoppen, som han gæster med sit kompagni Compagnie Pál Frenák og forestillingen InTimE. Torben Kastrup beretter her om sit møde med kompagniet under Tanzmesse NRW.


Forestillingen Twins af den fransk/ungarske koreograf Pál Frenák, var et af højdepunkterne blandt forestillingerne under Tanzmesse NRW. Twins er et værk, der handler om ensomhed, men også om overvindelse af isolationen ved hjælp af fantasi.

De ser ens ud med korte, sorte tights, knæbeskyttere og hvidmalede ansigter. Rå og sårbare på samme tid. Den ene løber på rulleskøjter, rundt og rundt cirkler han. Den anden sidder med ryggen mod muren og kigger på. Han ser ensom og drømmende ud, men synes straks gladere, da den rulleskøjtekørende kommer hen til ham, og han ikke er alene mere. Op ad muren begynder de to atletiske dansere en synkron koreografi med akrobatiske indslag, der er som hentet ud af en cirkusmanege. De folder sig sammen som slangemennesker og retter sig ud i vertikale spagatstillinger. Imponerende og betagende.


Cirkus og dukketeater

At bruge elementer fra cirkustraditionen er typisk for den fransk/ungarske koreograf Pál Frenák, som har skabt værket Twins. Også en dukkefører fra dukketeatret Bábszínház i Budapest er med i forestillingen. Marionetdukkerne underbygger den tolkning af værket, at det ikke handler om tvillinger, men om en ensom fyr, der opfinder en tvilling, som han kan være sammen med. Et andet jeg. En anden person at have det sjovt med, men også at irriteres på. En tosomhed på godt og ondt. En symbiose af afhængighed og frastødelse.

I voldsomme brydekampe tumler tvillingerne hen over scenen, og det undrer ikke, at en af danserne er kommet til skade under træningen, så værket er blevet forkortet med otte minutter. Tvillingerne slås blandt andet om at komme først op en trapez, der hænger over scenen, og den ene dingler faretruende på rebstigen under kampene. Stridighederne stopper dog, da de begge er kommet helskindet op på udsigtsposten. Trapezen fungerer som et helle for dem, et sted hvor de er frie og har udsyn. Her oppe i friheden taler de sammen på et slags tegnsprog. Med ivrige hænder og arme gestikulerer de fabulerende om, hvad de ser. Kun enkelte enstavelsesord som "dér" og "se" slipper deres læber.


Klovnerier som i et rigtigt cirkus er der også i Twins. For eksempel laver de to dansere en underholdende hostekoncert, hvor de hoster rytmisk, så der næsten opstår en melodi. Men det er poesien og melankolien, der fylder mest i Pál Frenáks værk. Og Twins slutter næsten, som det begynder. Den ene sidder ensom og forladt med ryggen mod muren, mens den anden suser rundt på rulleskøjter, men nu med vinger på ryggen. Og deres masker er så godt som forsvundet. De ser ikke længere så ens ud.


Ensom barndom

Pál Frenák har selv sammenlignet sig med ukrudt, der kan gro alle steder. Måske er det derfor, at hans koreografi opleves som universel og almenmenneskelig. Interkulturelle værker skabt af en sand verdensborger.

Selv er Pál Frenák ikke med på Tanzmesse NRW, men det er hans travle artistic manager György Ujvári-Pintér, som Terpsichore fanger til en hurtig snak.

Det lå ikke ligefrem i kortene, at Pál Frenák skulle vokse op og blive en international koreograf, fortæller György Ujvári-Pintér. "Begge forældre var døve, og selvom Pál Frenák ikke selv er døv, så blev hans modersmål tegnsprog, og derfor ses der også altid tegnsprogslignende bevægelser i hans værker. Da faderen døde ret ung, og moderen blev alene med otte børn, blev Pál Frenák fjernet fra hjemmet og kom på institution i syv år. Han oplevede altså en stor grad af isolation og ensomhed i sin barndom, og derfor kredser han tit om disse temaer i sine værker – også i Twins."

I Budapest uddannede den voksne Pál Frenák sig som danser inden for ballet, modern dance og folkedans. Det lykkedes ham endda at komme ud af det kommunistiske Ungarn og rejse til Frankrig, hvor han studerede danseteknik af Cunningham og Limon. Han blev i Frankrig, giftede sig og etablerede sig som koreograf.

"Pál Frenák har altid haft en vilje til at søge nye horisonter. Hele sit liv har han været tiltrukket af Frankrig og fransk kultur. Som barn opfangede han en østrigsk radiokanal, hvor han lyttede til sin favoritsanger Serge Gainsbourg," siger György Ujvári-Pintér.

Twins er en yderst smuk og anderledes danseforestilling, som virkeligt griber beskueren med sin melankolske poesi. Og kender man lidt til koreografen Pál Frenák og hans livshistorie bliver værket ikke mindre gribende.